• Forord.
• Indhold.
• Båden.
• Sejlteori.
• At sejle.
• Meteorologi.
• Sikkerhed til søs.
• Knob & stik.
• Ordliste.
• Tilbage
• Forsiden

---

Båden.

Beskrivelse af en sejlbåd

Sprydstagsjolle – en traditionel kystfiskerbåd. Fra "Og de sejler, de gamle skibe"

En sejlbåd består af:

1. en balje (skrog),
2. stænger (mast og bom), som man kan hænge stofstykker (sejl) op på for at fange vinden,
3. en plade (ror) til at dreje skroget til den ene eller den anden side med,
4. en anden plade (køl eller sværd) som skal hindre at båden glider den gale vej,
5. og nogle snore til at stabilisere og
6. bevæge mast og
7. sejl med.

1: Skroget: Nu om dage laves både normalt af kunststof, for det meste formstøbt i glasfiber, som er nemt at vedligeholde og rimelig billigt i fremstilling og anskaffelse.
Træ er tungere og vanskeligere at vedligeholde, men materialets varme og fornemmelsen af naturlige materialer sammen med århundreders traditioner gør, at det stadig er meget populært som materiale til bådskrog – og træ er i øvrigt særdeles velegnet til visse typer både.

Formen på skroget er meget afgørende for jollens sejlegenskaber.

Laser–jollens bund er spejlglat. Doug Schryver: "SejlSport" 1989

Ønsker man at fremstille en stabil og solid jolle til f.eks. fiskeri kan det være praktisk at gøre båden dyb og rund i bunden, således at den synker godt ned i vandet og trænger en stor del vand væk – deplacement, kaldes det, "omplacering", når vandet erstattes af et bådskrog – hvilket giver båden lidt langsomme og træge bevægelser, og i stor grad stabiliserer jollen og gør dens bevægelser lettere at følge for besætningen.
Vil man hellere have en hurtig båd, f.eks. til kapsejlads, vil en bred og flad bund være at foretrække, fordi den ligger højere på vandet og derfor skal flytte en mindre mængde vand under sejlads.
De fleste kapsejlads–joller er lavet med et langt, spidst forskib, og bred på midten og på agterpartiet. De fleste både, som har sådan en facon, er meget levende - ustabile - og krævende at sejle, men til gengæld sejler de meget hurtigt, nogle kan blive presset så højt op på vandet, at de kun har roret og den agterste del af bunden i vandet: båden planer. Det er hårdt arbejde at sejle sådan en båd, og man har ikke tid til bibeskæftigelser som f.eks. at fiske - men det er sjovt, og kommer man op at plane pumper adrenalinet i kroppen.
Wayfarer'en er en mellemting: bunden er relativt flad, men ret smal, og skroget er udført i knækspant med plane flader, som udøver meget lidt vandmodstand. Knækspant er en byggemetode, som oprindelig er udviklet til både, bygget af krydsfiner, som blev brugt til mange fritidsbåde før kunststoffet for alvor blev populært. For Wayfarer'en betyder den v–formede bund, at båden bliver ganske stabil og sikker, men de glatte flader og specielt en ret flad agterdel af bunden giver båden en forbavsende høj fart.

Rundholter:, mast og gaffel og rå på et traditionelt rigget skib. Kaptajn Knud Hansen: "Praktisk Sømandsskab"1962

2: Mast og bom: "Rundholter" kaldtes i gamle dage de stænger, som udgør grunden i bådens rigning. Naturligvis var rundholterne oprindelig af træ; de var tunge, og det kunne være lidt af et spil at finde træ, der var stort og lige og knastfrit nok til at lave master af, specielt til store skibe.
Nu laves mast og bom normalt af metal, til lystbåde for det meste af aluminium, som er stærkt og let og som ikke rådner.

Råsejl. Kalkmaleri af vikingeskib. "5 vikingeskibe fra Roskilde fjord"

Masten bruges til at holde sejlet op i luften, og hvis båden har en bom skal den holde sejlet strakt, så sejlet bedre kan fange vinden. Den først brugte måde at strække et sejl på var at anbringe en rundholt, en rå, tværskibs i mastens top, og så lade sejlet hænge ned fra den – som man bl.a. ser det på de gamle vikingeskibe. Metoden er udmærket, vikingerne kom jo langt omkring, men da man fandt på at lade sejlene sidde langskibs (skonnert–sejl) fandt man ud af, at skibene kunne sejle hurtigere med mindre mandskab og samtidig kunne man sejle tættere mod vinden, så rejsen også blev kortere – økonomien gjorde de stolte fuldriggere, som vi nu beundrer så meget, for dyre at anvende.
På lystbåde sidder bommen normalt nederst på masten og peger lige bagud, med et trekantet sejl over bommen. En anden måde at strække sejlet på er at udskifte bommen med en sprydstage, som går diagonalt over et firkantet sejl fra mastens fod (eller fra midt på masten) til sejlets øverste, frie hjørne.
Sprydstagsriggen er blandt de ældste rignings–former. Nu benyttes den bl.a. i optimistjoller, har normalt løs underkant på det firkantede sejl, og er ikke så effektiv som den mest brugte rig på lystsejlere: bermudarig.

Ror og rorpindsforlænger. Richard Creagh–Osborne Sejler–bogen 1973

3: Ror: Styremekanismen på en båd er en plade (roret), ofte af træ, som sidder i hængsler på bådens bagende, og som rorsmanden påvirker med en stang, en rorpind, som fra roret stikker ind over bådens bagerste del. Under sejlads skal der altid være hold på roret, fordi vinden og vandet ellers påvirker bådens retning ukontrollabelt. Når man vil dreje båden påvirker man roret, så det peger i den retning, som man vil dreje – og så skal man være opmærksom på, at fordi roret er hængslet til båden mellem rorets plade og rorpinden, skal man påvirke rorpinden i den modsatte retning, altså væk fra den retning, man vil dreje – hele rorarrangementet drejer jo omkring bådens agterpart, og det kan kræve noget træning at vænne sig til den "omvendte" styring.

Svingkøl. Richard Creagh–Osborne Sejler–bogen 1973

4: Køl: Når man vil sejle imod eller på tværs af vinden vil båden også drive sidelæns under fremdriften, og det gør det svært – i stærk vind nærmest umuligt – at ramme et bestemt punkt, som f.eks. en havn. For at mindske denne "afdrift" anbringer man en plade, en køl, under båden.

Stiksværd som på en optimistjolle. Richard Creagh–Osborne Sejler–bogen 1973

På store sejlbåde er kølen en fast bestanddel af skroget, og her indeholder kølen også ballast, som gør det lettere at holde båden. Jollerne har løs køl, en svingkøl eller et stiksværd. På Wayfarer'en er sænkekølen hængslet i et hjørne af pladen, så den kan svinges ned på halvvind (med vinden på tværs af sejlretningen) og på bidevind (så tæt på modvind som det er praktisk), og hæves igen når man sejler på læns (med vinden agten for tværs).
Et andet arrangement som køl er et stiksværd, som man kan se det på Laseren og på Optimisten. Sværdet er en helt løs plade, som stikkes ned i et hul, en sværdkiste, i bådens dæk eller dørk, og som kan holdes på plads af trækket fra en elastik, der er fæstet til skroget et stykke foran sværdkisten. Stiksværdet bruges på samme måde som sænke– eller svingkølen. Årsagen til, at man fjerner kølen på læns er, at man på den måde mindsker vandmodstanden og derfor kan opnå højere fart. Er man på ren fornøjelsestur, hvor man ikke har så travlt, kan man så vælge at lade kølen være sænket, og altså glemme den ved kursskift – men man skal stadig passe på ikke at rende kølen på grund eller på en sten, når man sejler nær en kyst. På den anden side kan det være en god ide at hæve kølen halvt ved sejlads i hård vind – båden kurer i større grad sidelæns, men den "snubler" ikke så let over kølens modstand mod afdrift.

Stag og vant på en jolle. Den stående rig er næsten ens på alle sejlbåde.

5: Stag og vant: (Stående gods) Under sejlads bliver mast og sejl udsat for et enormt pres, jo større sejl des større pres, og masten skal være meget stærk for at kunne holde til presset. For at masten ikke skal blive alt for tung fremstilles den af lette materialer, og bliver så støttet – forstærket – både på langs og på tværs af nogle liner, som for det meste er lavet af stålwire, og som er sat fast i bådens yderkanter (side og stævn, nogle gange også i hækken), og går næsten op til toppen af masten. De langskibs liner kaldes stag og de tværskibs liner hedder vant. På store sejlskibe med flere master er der naturligvis også stag mellem masterne, og ofte føres der sejl på stagene; de sejl bliver kaldet "stagsejl" (udtales nærmest som "staksejl"). Forsejlet på en lystsejler, fokken, er altså også et stagsejl.

Nogle småbåde som Laser og Optimist har ustaget rig. Doug Schryver: "SejlSport" 1989

Nogle både – mest små som Optimist og Laser – har hverken stag eller vant. Den form for rigning kan benævnes som ustaget. For at sætte sejl på en Laser skal man putte masten ind i en lomme i sejlets forkant og så sætte masten med sejlet op på båden i det hul i dækket, som er beregnet til det. Bommen sættes på en pig på masten og holdes på plads af en line som bindes til et øje på bommen og en ring i sejlet. I sejlets underkant ved masten er der også en ring, hvorfra en line skal gå gennem et øje i dækket ved mastefoden og lidt agterud til en klemme på dækket – den line holder mast og båd sammen – også hvis man kæntrer (og det gør man!) – samtidig med, at den arbejder med i sejlets trim.
På nogle både, som f.eks. Trapezjollen, er stag og vant også en vigtig del af bådens trim til forskellige vindstyrker og –retninger. Hvis man ser en Trapez, som er en decideret racer, på halvvind eller bidevind vil man observere, at hvis masten ikke er trimmet, vil den svaje mod bådens læside, hvilket kan resultere i at en del vind ikke bruges til at trække båden (det gør sig faktisk gældende for alle både). Derfor kan Trapezens mast reguleres – trimmes – ved hjælp af 2 sæt stående rig, hvoraf det ene går ud fra mastens fod og det andet fra bådens sider og stævn. På både, som har hækstag, kan det bruges til at bøje masten bagover med, således at sejlets forkant runder lidt og det strækker sejlet: det bliver mere fladt, så det ikke fanger for meget vind i hårdt vejr.

6: Løbende gods = de liner, som bruges til at regulere og trimme sejlene med.
Der er naturligvis først og fremmes de liner, der bruges til at hejse sejlene med – de hedder fald, skægt nok. Der er lidt mere logik i benævnelsen på den line, som strækker sejlet ud ad bommen, den kaldes nemlig udhaler.

Arbejdspladsen på en Laser–jolle. Her ses både kicking–strap, cunningham–hal og skøde. Doug Schryver: "SejlSport" 1989

Nogle af de vigtigste liner på båden er skøderne, som holder sejlenes udsving i forhold til vind– og sejlretning. Hvis man sejler bidevind, altså næsten mod vinden, må man hale skøderne tot (eller tight) stramt – hårdt, d. v. s. at bommen kommer tæt til bådens længdeakse. Vil man så falde af, altså ændre kurs til mindre tæt til vinden, bliver man nødt til at slække, eller stikke ud på, skødene for at holde udnyttelsen af vinden så stor som mulig. Hvis man ikke slækker, kan man risikere, at båden kæntrer p. gr. af alt for stort vindpres, eller i det mindste taber fart fordi vinden ikke kan komme ud af sejlene, men nærmest danner en pude af luft i sejlets hulning, så vinden glider uden om sejlet.
Hvis man så skærer op (går tættere til vinden) igen, må man hale ind på skøderne, for at trimme sejlet til den nye kurs. Undlader man at stramme skøderne op, mister man sejlkraft, fordi vinden kommer for direkte på sejlenes længderetning og så ikke kan trække, men bare står og blafrer – eller også har man stagvendt, altså vendt båden til sejlads på en kurs med vinden ind fra den anden side (som også kan kaldes at sejle på andre halse).
Under rumskøds sejlads (med vinden ind agterfra) i frisk vind vil vindpresset løfte bommen, med det resultat, at sejlets agterkant buer for meget til, at vinden udnyttes ordentligt. For at forhindre det, bruger man en lille talje, kaldet en "Kicking Strap" eller bomnedhaler, som sidder ved mastens fod og går op til bommens underside, ca. lige så langt ude ad bommen som bommen sidder over taljens fæste på masten. I let vind sejler man mest med Kicking Strap'en ret løs, men i frisk/hård vind bør den være strammet hårdt op, fordi den ved at sænke bommens nok (yderste ende) kan være med til at bøje masten bagover, og på den måde flade sejlets kurve ud – det gælder i høj grad også ved andre vindretninger. Har man brug for at gøre sejlet mere fladt har man også mulighed for at gøre det med et Cunninghamhal, som egentlig blot er en line, der går gennem et hul i storsejlet lidt bag masten og lidt over bommen, og som trækker sejlet ned mod hjørnet mellem mast og bom. På Laserjollen er det Cunninghamhalet, der holde mast og sejl på plads, så de ikke falder af ved en kæntring.

Råsejl fra en fuldrigger.... og så klager vi over antal liner at holde styr på ? Kaptajn Knud Hansen: "Praktisk Sømandsskab"1962

7: Sejl: Sejlene er sejlbådens motor, som den bliver drevet frem af. Ideen med at bruge et stykke stof – eller skind – til at fange vinden med for at hjælpe på fremdriften af en eller anden form for flydende fartøj, er nok årtusinder gammel – fra den tid, hvor mennesker fandt ud af, at færdsel på vandet ikke behøvede at indskrænke sig til at bestå i svømning, når man var så uheldig at falde i.
Som alt andet, som mennesker har fundet nyttigt og interessant, er udnyttelsen af vindkraften blevet udviklet og ændret gennem tiden, fra skindsejlet på den første stammebåd – en udhulet træstamme – og til de asymmetriske bloopers af det letteste og tyndeste kunststof på de helt moderne sejlere. Allerede det første skindsejl var sikkert sat fast i toppen af en stang – en mast – og fæstet til siderne med liner – skøder – og jeg tror, at man meget hurtigt fandt på at rykke skøderne frem og tilbage for at udnytte vinden bedst muligt. Herfra kan der ikke ha' været langt til at væve at stykke stof af uld og hænge det op på en tværstang – en rå – hvor man snart fandt ud af, hvordan man kunne sejle næsten mod vinden.

Fuldriggerens stagsejl ligner vore forsejl. Mange af betegnelserne på sejlene bruges stadig på de moderne sejljoller. Kaptajn Knud Hansen: "Praktisk Sømandsskab"1962

Man har meget tidligt fundet ud af, at formen på sejlet havde en afgørende virkning på dets effektivitet, hvordan et buet sejl bedre kunne fange vinden end et fladt sejl, og man arbejder stadig på at gøre samarbejdet mellem sejlets form og bådens skrogform mere effektivt – nu bare mest for sjov (eller for "sporten" i det).

Der er mange former på sejl, som hver for sig er beregnet til en bestemt placering på båden eller til en bestemt type vind

Storsejl til en moderne bermuda–rig, her en Trapez–jolle. Fra søværnets instruktionsbog Trapez sejlads, Bent Aarre, 1969,

eller vindretning.
Den mest brugte rigning på moderne både til kapsejlads er bermudariggen, som bl.a. er kendetegnet af en buet agterkant og sejlpinde i storsejlet. Foruden storsejlet har de fleste joller også et forsejl, en fok, som kan have forskellige størrelser til forskellige vindstyrker, f.eks. et stort forsejl, en genua, til let vind. Sejler man på læns kan man på mange både benytte en spiler, som er et meget stort sejl, næsten som en ballon, hvis underkant holdes ud over bådens side af sin helt private bom, spilerstage, som kun sættes på når spileren skal i brug. Et andet, næsten grotesk stort, forsejl er blooperen, en ballon, som luften holder oppe p. gr. af sejlets utrolig tynde og lette stof. Til meget hårdt vejr kan man anvende stormsejl, som er mindre end de normale sejl og af meget kraftigere materiale – eller man kan rebe sejlene, d. v. s. binde den nederste kant af storsejlet ned til bommen, og dermed mindske sejlfladen.

Et sejl har specielle benævnelser for de enkelte dele: det øverste hjørne kaldes faldbarm (i nogle tilfælde flynder for storsejlet), det nederste, forreste hjørne er halsbarmen, og det agterste hjørne er skødbarmen (eller nokbarmen på storsejlet), den forreste kant af sejlet hedder forlig, på storsejlet også mastelig, og underliget, den underste kant, kan også kaldes bomliget på storsejlet, og den bagerste kant hedder agterliget.