Af JAN EBERT. Fotos PER NIELSEN & ukendt.

Mit første møde med en Drabant fandt sted en månelys septembernat et sted ude omkring Kattegat sydvest Fyrskib. Vi deltog i distancekapsejladsen Hesselø Rundt, og til vor forbavselse havde to små både sejlet sig ind på os, og fulgte nu i det måneglitrende kølvand efter vor 30 m² Utzon–spidagatter.

Det passede os ikke rigtigt at have to både med et mål på kun 4,3 mod vor 4.8 helt inde på livet, men trods alle anstrengelser for at sejle dem agterud fulgte de i kølvandet hele det lange stræk, fra fyrskibet til Hesselø.

Nå, nu får vi kryds og skal nok slippe af med dem, tænkte vi. Men det gik noget anderledes. Aldrig så snart lå vi på bidevind, før begge både langsomt, men sikkert skar op til luv og krydsede os grundigt agterud på vej ned til Isefjorden. Meget beskæmmende.

Det var i 1969, og dengang virkede Drabant meget overraskende. Ikke blot for os, der i en båd fra 1935 havde kunnet dominere det lokale felt af NL­både under 5.0, men sikkert for alle, der stiftede bekendtskab med den. Nu var Drabant selvfølgelig ikke den første af små, rummelige glasfiberbåde, men det var første gang en båd af den slags for alvor kunne slå os andre på en kapsejladsbane. Et generationsskifte var begyndt.

Kølbåd med stærkt jollepræg
I år kan Drabant fejre 5 års jubilæum, og samtidig kan de noteres for en rekord: over 100 er blevet færdige ved selvaptering. Herhjemme er der så vidt vides ikke andre kølbåde, der er nået så højt i selvbyggernes gunst. I den anledning valgte vi atprøvesejle Drabant for at se, hvad der lokker mest - sejl­egenskaber, plads eller pris?

» Drabant 22 er en af de både, man vender sig efter, når den kom­mer forbi. En køn og har­monisk lille fremtoning. d37 "Pegasus"

Mens vi færdes på dækket og gør klar til sejlads, krænger båden ikke særlig meget, selvom det er mest behageligt at fordele sig nogenlunde ligeligt i begge sider. En enkelt mands overvægt til den ene side generer dog ikke væsentligt, så i den retning virker Drabant som en kølbåd.

« Cocpittet kan ikke blive stort i en 22 fods båd, når der også skal være kahyts­plads. Udformnin­gen virker dog hensigts­mæssig.

Så snart vi er under sejl, bliver båden udpræget jolleagtig i sine bevægelser. Det kan heller ikke undre, deplacementet på kun 990 kg taget i betragtning. Derimod kan det måske overraske, i at der ikke er negative sider ved dette jollepræg. Båden har faktisk hele den særlige sejlglæde, som en stor jolle kan give, kombineret med kølbådens større sødygtighed og sikkerhed mod blandt andet at kæntre.

I cirka 5 sekundmeter vind under storsejl og genua krænger båden moderat, ca. 30 grader. Det blev straks klart, at det har en hel del at sige, hvor besætningen sidder. Vi startede med to voksne på luv kistebænk og en på den læ. Da alle tre sad til luv, rejste båden sig vel omkring 3-4 grader, hvilket i praksis er mere end det lyder af på papiret.

Med alle tre mand ude på sidedækket var forbedringen i forhold til udgangsstillingen skønsmæssigt 10 grader, og farten øgedes mærkbart. Prøvesejladsen foregik i vestlig vind ud for Korsør, og båden fik også en mere ubesværet gang i den korte, krappe sø. når vi sad på dækket.

« Cocpitkar­men med trækant er pæn, men ikke til at sidde på. Den skæ­rer også i lårene, når man vil sidde på det smalle dæk.

Et job for dæksdrenge
Det gælder selvfølgelig for alle sejlbåde, at besætningen helst skal opholde sig i luv side under sejlads, men i en lille båd som Drabant er det ret væsentligt.

» Storskødet er fornuf­tigt place­ret i det lille cocpit. Bemærk den store skyde­kappe, det giver god ståplads i kahytten.

På kapsejlads må parolen ubetinget være »ud på dækket« under kryds, og den Drabant–besætning, der har de mest udholdende »dæksdrenge«, har allerede en klar gevinst.

Dette skal ikke opfattes som om båden har en dårlig stabilitet. Den kan fx sagtens sejles af en mand, uden at han vil savne vægten af mere besætning til at øge stabiliteten. Derimod vil sejlegenskaberne lide noget under forkert anbragt vægt, navnlig vægt der befinder sig i læ. Det betyder, at er der flere om bord bør de opholde sig i luv side, undtagen i let vind eller på læns.

Det begrænser mulighederne for, hvor man kan slå sig ned i båden. Hertil kommer, at det lave deplacement giver hurtige, næsten hoppende bevægelser i sø, og det kan i længden virke ret trættende. Der bliver ikke så store muligheder for at beskæftige sig med ret meget andet end selve sejladsen. En sejl–begejstret familie vil kunne nyde det, men er der blot en imellem, som inderst inde befinder sig bedst når båden er i havn, kan det være sket med fornøjelserne. Der er altid mere sport i det, jo mindre en båd bliver.

Lystrer det mindste vink - næsten
Selve sejlegenskaberne er noget af det allerbedste, man kan finde i en båd af denne størrelsesorden, hvilket mange fine kapsejladsresultater opgså vidner om. Båden lystrer roret meget fint og let, og det er nemt at trimme den i balance. Til gengæld kræver det stadig opmærksomhed fra rorsmandens side, for en så let båd slår hurtigt ind på egne veje ved et øjebliks uopmærksombed. Det er ikke en båd, der bare skal styres, den skal sejles, men lystrer til gengæld det mindste vink.

Under de to dages prøvesejlads var der kun en gang tendens til, at båden ikke var under fuld kontrol. Det skete i 5-6 sekundmeter vind under slørsejlads med den ret stor spiler. I et pust begyndte båden at skære tværs ind på en af Store-Bæltsfærgernes kurs uden at lystre ror. Først et hurtigt slæk på spilerskødet fik båden til at falde af til læns, og vi var den erfaring rigere – sejl den også under spiler som en jolle. Styr med skøderne og pas på ikke at skære for meget.

Drabants opførsel i sø var en stor overraskelse. Mindre kølbåde har altid haft ry for at blive stoppet i sø, men som vi allerede fik, det at se på Hesselø Rundt går det særdeles fint, og den er i stand til at krydse fra mange langt større og tungere både. En betingelse for, at det rigtigt skal lykkes, er nok, at rorsmanden har erfaring i at krydse en let båd. Det så vi tydeligt demonstreret under prøvesejladsen, hvor der var stor forskel på om vi »bare« sejlede bidevind eller gjorde os umage med at »lirke« båden frem i søen på jollevis. Samtidig må sejlene ikke skødes for hårdt og fladt, men skal bevare en god trækkraft – igen jolle–trim op ad dage.

Plads som i mange større både

» "Hundekø­jer" under cockpittet giver sove­plad­ser til ialt 4 perso­ner. I styr­bords side er der pantry og i bag­bords side "garderobe" og et lille kortbord

Det er virkelig en overraskelse at komme ned i en Drabant for første gang, for den virker langt mere rummelig, end de ydre dimensioner antyder. En medvirkende årsag er, at masten bæres af en stang i stedet for et skot, så kahytten er et stort rum.

I virkeligbeden placerer de gode pladsforhold Drabanten på linje med noget større både som fx IF'eren og H-båden. Den eneste væsentlige forsskel på deres komfort–niveau ligger i, at deplacementet gør de større både roligere på vandet.

Til gengæld for den gode kahytsplads er cockpittet i Drabant ikke særlig stort med en længde på 160 cm og en bredde fra 141 til 118 cm. Det er ikke meget for et par voksne plus måske et eller to børn, men de fleste Drabant–ejere vil sikkert nødig ofre noget af kahytten på et større cockpit.

« 1. Drabantklubben har udarbejdet et par interessante alternativer til apteringen. Her standardudførelsen fra værftet, som prøveeksemplaret fulgte. 2. Samme styr­bords side som 1., men skabet er rykket frem. Der er toilet under den hævede barnekø foran og siddeplads ved pantryklappen 3. Kapsejlads–ver­sion med kortbord og mere køjeplads til fri­vagten. Koge­ap­paratet skydes ind under dækket.

Da langt de fleste Drabanter er solgt til selvaptering, findes der flere apteringsvariatloner. Prøveeksemplaret – hvorfra billederne stammer – følger standard–udførelsen, som man også får, hvis man køber et apteringssæt. Skroget er helstøbt, mens ruftag og dæk er i sandwich­konstruktion, ekstra isolering er derfor ikke nødvendig.

I tegning viser vi tre forskellige apteringer, som Drabant–klubben har udarbejdet på grundlag af medlemmernes erfaringer. Klubben fortjener i øvrigt megen ros for det righoldige materiale, der er udarbejdet for nye Drabant-ejere. På ikke mindre end 26 ark fortælles i tekst og tegninger om alle - simpelt hen alle - detaljer i aptering og udstyr. Der er bl.a. forslag til forskellige placeringer af vant og røstjern, alt efter hvilke trim–muligheder man ønsker. Der er også forslag til tre rebesystemer med udførlig beskrivelse af fordele og ulemper. Næsten en hel sejlerskole.

35.000 kr. ved selvaptering
Båtnyt bragte i maj 1972 et detaljeret byggeregnskab for en hjemme–apteret Drabant (uden apteringssæt). Det fremgik også, at der kan være omkring 150 arbejdstimer på en selvaptering, hvilket skulle være overkommeligt for de fleste.

« Pladsfor­holdene er noget af det bedste, der er set i 22 fods klassen. Det skyldes bl.a. at kahytten er ført så langt frem i båden.

Gert Gerlach, Hundested, solgte sidste år Drabant–produktionen til Faaborg Yacht­værft, der nu fremstiller en om ugen. Prisen for et skrog med isatte skot og koøjer, men med køl og ror til selvmontering, er 17.250 kr. incl. moms. Færdig­bygget med et apteringssæt, beslagsæt, mast/bom og rig, storsejl og fok samt nødvendigt udstyr bliver prisen 30.000 kr.

Hertil kommer så transporten fra værftet og senere fra bygge–stedet til vandet, ca. 1000 kr. samt genua, spiler og påbængs–motor, omkring 4000 kr., så båden til sidst er oppe omkting 35.000 kr.

» Forrummet har lige netop plads til sejlene. Det er også adgang til det gennem forlugen

Færdigapteret koster Drabant 37.375 kr. (incl. moms), hvortil efter bebov kan lægges forannævnte udstyr, og så nærmer båden sig 42.000 kr. Måske bør også nævnes et cockpittelt (600 – 800 kr.), der vil være en stor behagelighed på tursejlads i en båd af denne størrelse.

For blot fire år siden kostede en Drabant 10.000 kr. mindre. Det er en voldsom prisstigning, som Drabanten ganske vist langtfra er ene om på båd–markedet, men som nok kan spænde ben for mange af de unge og yngre sejlere, som båden henvender sig mest til. Med den udvikling bliver sejlsporten heller aldrig en rigtig folke–sport, selv om vi her har søens lille kønne »folkevogn«.