Tilbehør Om siderne. Marias tale Planlægningen Kort over USA

Simons bryllup.

Rejsen til bryllup mellem Denise og Simon i USA, d. 11. November 2006.

4/11-2006 Afrejsen

Simon Harder Holm Nielsen, min bror, skal giftes med Denise Kulhanek!
Det er faktisk meget længe siden at jeg har besøgt ham - jeg tror at det var før han flyttede til Norge - så det vil sige i alt 5-6 år siden. I Norge boede han i 3 år og indtil videre har han vist nok boet I USA I 2. Jeg har været lidt presset økonomisk de sidste mange år, men eftersom jeg i øjeblikket har en midlertidig stilling med god betaling har jeg besluttet mig for at blæse på det og alligevel tage med.
Jeg er stadig bekymret for økonomien med denne tur - men jeg har besluttet mig for at det er et problem jeg løser når jeg kommer hjem - så længe jeg opfører mig nogenlunde fornuftigt burde det gå. Jeg har dog alle intentioner om at tage på en "mad shopping spree" eftersom jeg håber på at jeg kan finde tøj der, som jeg vil være tilfreds med. Nu får vi se.

Mængden af forberedelser har overrasket mig. Jeg startede heldigvis tidligt; allerede i mandags lavede jeg de indledende øvelser til at pakke - jeg aflyste rollespil og skrev i stedet en tale og en oversættelse af et digt af Halfdan Rasmussen. Tirsdag var jeg ude og lede efter en bog til Simon, han ville have en af Søren Kierkegaard, med hans videnskabsteori og religionssyn eller noget i den stil. Det overraskede mig at man stadig kan købe hans egne værker - og når nu man kan, at det så ikke er et bredere område der findes.
Ud over bogen til Simon købte jeg også deres bryllupsgave - en IQ-light lampeskærm - de er ret flotte syntes jeg og så er de letvægt og fylder praktisk talt ingenting, hvilket jo er en fordel når nu Simon og Denise begge kommer til at rejse/flytte så meget som de gør (de er begge geologer). En anden smart ting ved den er, at den kan opdeles i flere mindre skærme - så den burde også kunne bruges i mange forskellige hjem. Efter at have købt gaven kiggede jeg videre efter en passende bog.
Fredag blev det sent på arbejdet og derefter var jeg ude at lede efter ørepropper og et taletidskort til min mobil. Det viste sig at man ikke kunne få taletidskort i dk som ville virke fra USA så det blev kun til ørepropperne. Jeg meldte fra til rollespil igen og brugte i stedet aftenen på at sikre mig at jeg havde alle mine ting og tjekke lister. Jeg var ret sikker på at jeg havde alt hvad jeg skulle bruge og at alt var pakket som det skulle, da jeg endelige satte mig foran computeren for at tjekke de forskellige info omkring afrejsen, blandt andet på rejseplanen hvor tidligt jeg skulle afsted og sådan. Og som et naturligt led i at starte computeren op åbnede jeg min email, hvor jeg fandt en mail fra Simons ven gennem mange år, Møls.
For ca. en måneds tid siden havde jeg sendt ham en mail om, at jeg ville tage til brylluppet og at jeg derfor kunne tage en hilsen eller gave med fra ham og Simons andre gymnasievenner hvis der var interesse for det, og hvis han ville koordinere det. Det ville han gerne men vidste ikke umiddelbart hvad det skulle være. I lørdags sendte jeg ham en reminder, hvilket han vist var glad for at få og i torsdags havde han så endelig fundet ud af hvad det skulle være - nemlig et webcam så han og de andre rødder havde lettere ved at holde kontakt til Simon. Men han havde altså sendt mig en mail om at de havde fundet en gave og om det var muligt at komme forbi med den, og hvornår var det nu jeg rejste. Jeg ringede til ham og han lød rigtig glad for at kunne nå det, men også meget stresset over at der ikke var mere tid.
Efter lidt snakken og spekuleren/planlægning blev vi enige om at jeg skulle mødes med ham på Valby St. kl 22.30 foran kiosken. Så ville han hente gaven og vi ville begge kunne gå i seng i ordenlig tid.
Henrik var taget tidligt hjem fra en fest på det gymnasium han arbejder på så vi kunne bruge lidt tid sammen, så han tog med mig ud for at mødes med Møls. Byen var fuldstændig vanvittig som altid på denne årstid for det var J-dag. Så de fleste folk var meget fulde og gik rundt med nissehuer eller et glad smil eller begge dele.
Vi ventede ikke længe på Valby St. inden Møls dukkede op, han lignede sig selv som jeg altid har set ham. Det lignede også i mistænkelig grad den samme gamle læderjakke som han også brugte for 12-14 år siden, da jeg lærte ham at kende.
Han gav mig en ordentlig krammer og begyndte så at tale en hel masse som han nu gør, blandt andet om hvor fedt han syntes det var at jeg sådan havde taget initiativ til at de kunne få en gave med. Derefter faldt han i snak med Henrik, som jo også er blandt de talende folk, og de begyndte at fortælle hinanden anekdoter. Men vi fik gaven og Møls forsvandt ud i natten med den 24-øl pakke han havde fået af Jappe (en anden af Simons venner). Jeg tror han tog hjem, det gjorde Henrik og jeg i hvert fald.

Kl 2.30 eller 2.40 stod jeg op, spiste morgenmad, lavede timesedler for arbejet og sagde farvel til Henrik og kæmpede mig så ned ad trapperne med min kuffert som viste sig at være en del tungere at bære rundt på end jeg først havde antaget. Nede på gaden lykkedes det mig straks at få en taxa og mens taxachaufføren spiste sin hotdog færdig kørte han mig ned på s-tog stationen.
Stationen virkede nærmest helt død, der var kun mig og en enkelt anden passager der stod og ventede på at toget ankom.

Lufthavnen var slet ikke vågnet da jeg nåede frem så jeg sad pænt og ventede i en times tid på at de tændte for departure-skærmen og da de endelig skrev at man skulle over til en anden terminal end den jeg var i skyndte jeg mig derover i stedet, men der var allerede lang kø. Da jeg endelig blev ekspederet blev jeg rådet til at komme shampoo og lignende i min kuffert i stedet for i min håndbagage på grund af de nye væskeregler der træder i kraft på mandag.
Fra start estimerede flypersonalet en 20 mins forsinkelse på ruten fra København til Paris på grund af vejrforholdene. Det endte med at være en 50 mins forsinkelse og jeg var nervøs for om jeg kunne nå næste fly. Paris lufthavn vil jeg ikke ligefrem betegne som skiltevenlig. Til at starte med havde jeg svært ved at finde departure-oversigten og da jeg endelig fandt den skulle jeg i en anden terminal.
I den rigtige terminal stod 2 militærklædte vagter med maskingevær ved en dør der ledte ud. Jeg syntes at jeg har hørt det før, men jeg fandt det alligevel både chokerende og fascinerende, midt i et af civilisationens knudepunkter at finde noget så primitivt og forkvaklet som uniformerede mænd med maskingevær. Det var nærmest surrealistisk.
Jeg spurgte en af vagterne om jeg måtte tage et billede af ham, hvilket jeg fik lov til, så jeg smed alt fra mig og skyndte mig at tage et foto mens han stod og forsøgte at se cool og farlig ud med sit maskingevær. Jeg fik pakket sammen og skyndt mig videre på overraskende kort tid.
Det viste sig at jeg skulle ned i den fjerneste ende af terminalen og stå i køer, først til paskontrol, så til boardingpass-check og så til sikkerhedskontrol. Da jeg nåede til selve tjekket gik jeg fint igennem men som forventet blev jeg stoppet i det personlige tjek bagefter, for jeg svedte, var nervøs og utålmodig. Jeg sagde til damen som tjekkede mine ting at jeg var ret nervøs for om jeg ville nå mit fly, og efter at have tjekket mit boardingpass for hvad tid mit fly gik lod hun mig hurtigt komme videre selv om hun ikke rigtig var kommet i gang. Hun sagde noget om at der var 2 min til at nå ned til gaten så jeg løb.
Ved gaten var de ved at lukke de sidste ind og efter at have spurgt mig om en række spørgsmål som enhver terrorist med respekt for sig selv ville kunne gennemskue og dermed være fuldstændig med på de juridiske konsekvenser af - og ligeglad, lukkede de mig hen til lufthavnsbussen som tog mig med som sidste (ventende) passager inden den kørte af sted til flyet. Jeg var glad for at have skyndt mig til flyet og fortalte straks og glad min sidemand Joyce om mit held - men eftersom der gik endnu 10-20 mins før flyet rent faktisk begyndte at taxie ud er jeg nu ikke længere så sikker på om jeg virkelig havde så travlt. Og det er så her jeg sidder nu. I et Delta Airlines fly på vej over Atlanten. Her er noget mere rummeligt og moderne end Air Frances gamle skrammelkasse. De viser dårlige film og har udleveret headset, pude og tæppe til alle passagerer. De har også bedt os om at udfylde toldpapierer og en immigrations-seddel.
Ud gennem vinduet kan jeg se solen skinne ned på et tykt tæppe af skyer - jeg kan egentligt godt se hvorfor nogle sammenligner det med et vat-tæppe. Skyerne, set oppefra, er ret jævne og det er som om der er en form for bølgemønster i dem. Desværre kan vi ikke se nogen huse eller veje og biler (vi er over atlanten). Jeg får altid sådan nogle kæmpe-fornemmelser når jeg er så højt oppe og har lyst til at bukke mig ned og rokere rundt på hele landskabet - selv om det nu også er skønt som det er.

Jeg sidder nu i Atlanta Airport og venter på mit fly til Jacksonville. Efter at have skrevet færdigt i det andet fly så jeg lidt fjernsyn og forsøgte at læse lidt, men kom hurtigt til at kede mig da jeg hverken fandt interesse i film eller bøger.
I Atlanta var der lang kø til sikkerhedschecket og da jeg endelig kom frem sagde jeg til ham, der kontrollerede mig at jeg havde to små pakker rosiner med. Han kiggede på mine sedler "customs" og spurgte hvorfor jeg fortalte ham det og jeg viste ham så at jeg havde krydset en "no-no"-box af. Han skrev lidt mere, tog mine fingeraftryk, mit billede og gav mig så en orange mappe med alle mine ting og bad mig henvende mig på Homeland Security-kontoret.
De var godt nok nogle sure fætre, men de klipsede en grøn seddel fast i mit pas, stemplede det og lod mig gå. De spurgte forresten også om hvem jeg var med, og hvorfor min mand ikke var med. Og så sagde de at jeg ikke måtte pille ved mine papirer bag deres skranke og var meget afvisende på en "vi er ikke til at snakke med - kun business og desuden nogle bøller"-agtig måde. Men de lod mig da gå fra deres snuskede lille grå kontor hvor alle vist var mistænkte. Det skal dog siges til deres undskyldning at de vist havde travlt med at udvise en englænder som åbenbart tidligere havde fået afvist sit Visa. Og så sagde de "nobody cares about raisins".
Derefter fulgte en laaang tur inklusiv en lille metrotur til den anden ende af lufthavnen som brillierede ved at være den mest dystre, tome og triste lufthavn jeg nogensinde har set. Da jeg endelig nåede den anden ende skulle jeg igennem to sikkerhedstjek mere før jeg kunne forsøge at finde min gate. Hvad er det egentligt med lufthavne og ure? Hvorfor har de ikke sådan nogle med lokaltid?

Turen fra Atlanta til Jacksonville var forholdsvis begivenhedsløs. Flyveren var en noget ældre skrammelkasse end den jeg fløj til Paris i, og det virkede som om lyset i kabinen skiftede når kaptajnen ændrede på sine instrumenters indstillinger. Landingen var spændende, for lige før han satte hjulene på jorden vippede han flyet en hel del.
Det var nemt at finde ned til bagagebåndende og dermed også Simon og Denise. For jeg havde lige fundet ud af hvor min bagage ville komme ud henne da jeg fik øje på Denise og straks efter Simon. Hun var faktisk overraskende nem at genkende fra det billede Simon havde sendt mig af hende. Simon fik en hurtig krammer og Denise pænt hånden og så viste jeg Sims hilsenen fra Møls. Derefter sad vi og snakkede mens vi ventede på min kuffert, mens jeg fortalte om turen og min oplevelse med Homelands Security og hvor mærkeligt jeg allerede syntes her var. Derefter kørte vi forbi en tankstation hvor vi købte noget at drikke, og jeg så min første "redneck"; en høj, ranglet hvid fyr, som lignede en eller anden kliche om "White trailer trash" fra en Hollywood film, typen der typisk har dæk liggende i sin forhave og mindst én svensknøgle i lommen. Jeg lagde faktisk kun mærke til ham fordi han stod lige inden for tankstationens dør iført meget snavsede, næsten sorte, bare tæer. Hjemme sneede det for få dage siden, så når jeg nu ikke kunne se så meget i mørket, var det mit første rigtige bevis på at jeg var nået til Florida.
Derefter tog vi direkte hjem til Simon hvor jeg blev installeret på hans lejers værelse. Simon fik sine bøger, sit slik og sine kort (som han for en del år siden efterlod i en af mine gamle lejligheder, da han var på besøg der). Og endelig kravlede jeg i seng!

5/11 Tager til Denise i Tallahassee

Så er jeg ankommet til USA og er lige nu ved at køre fra Simon til Denise. Denise kører bilen, Simon spiller Nintendo på forsædet ved siden af hende og jeg er placeret på bagsædet med Denises to Pekingesere en brun og meget selskabelige Wicked og en hvid, høj og reserveret hund Shadow (som følger Denise som hendes skygge).

Forholdsvis tidligt i morges vågnede jeg og lå og lyttede til de forskellige lyde da Simon kom ind og vækkede mig. Han og Denise ville ud og lufte hundene og spurgte om jeg ville med.
Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal beskrive det område han bor i - for mig er det bare anderledes! Det hus han bor i er i 2 etager og er et gammelt, piv-utæt og ifølge ham delvis rådnet træhus. Det har han sparsomt møbleret med nogle rare møbler som ikke nødvendigvis passer sammen og så har han spredt rod ud over det hele. Så det er ret meget som hans tidligere hjem - et sted man er.
Stueetagen var den jeg mest var i og det lader til at være kattenes etage, hvor de har to rum til deres bakker og legetøj, desuden er der en gang, en spisestue, det værelse jeg sov i og et køkken. På førstesalen er der noget mere hyggeligt og hjemligt, der er en stue proppet med Simon–ting (dvs. guitar, musik, dvd'er, sofaer og tv), desuden hans soveværelse, som nærmest bare er 2 madrasser smidt på et gulv, og så er der et badeværelse og vist også nogle andre rum som jeg ikke så. Jeg ved ikke om der hører en have med til huset, men det ligger noget tilbagetrukket fra vejen og indkørslen virker ret meget som om den passer sig selv og det samme gør huset faktisk.
De andre huse i området minder meget om Simons, nogle af dem ser dog noget mere velholdte ud, men ikke meget. Hele området virker lidt hule– eller skovagtigt, fordi der vokser enorme træer alle steder, det syntes jeg faktisk der er overalt. Det var vist en form for palmer, jeg er ikke helt sikker.
Jeg ved ikke om han har en have men hans indkørsel er ret lang og vildtvoksende, med blød jord og nogle enkelte fliser, men mest af alt de der flager som mange bruger til blomsterbede og småstier.
Husene omkring minder om hans, nogle af dem i klare farver, fx nabohuset der er turkis. Simons er brunt og ses næsten ikke. Vejen han bor på er ret stille og har fortorv, hvilket jeg har fundet ud af ikke er en regel, men vist mere en undtagelse herovre. Bag hans hus findes et vådområde som oprindeligt var nogle "fish ponds" med guldfisk, men området er ikke blevet vedligeholdt, så nu er det blevet omdøbt til vådområdet, hvilket lokalbefolkningen finder ret morsomt.

Området omkring hans hus er ret meget lige som hans vej, stille, med fortov og med masser af høje træer. Vi gik ned omkring en andedam, uden ænder, som lignede en stor snaldret swimmingpool hvor der stod en enkelt hejre, og efter at have lukket hundene tilbage i huset fortsatte vi ned i byen så jeg kunne få et indtryk af den. Vi startede med Simons universitet så jeg kunne se hvor han arbejdede og så vi kunne tjekke mail og printe kort til vores køretur. Simons kontor er lille og lidt rodet, men ikke meget og egentligt ret hyggeligt. Han viste mig rundt og jeg så nogle af de maskiner han bruger og det laboratorium hvor han mest arbejder. Det så meget bedre ud end de forhold de har på Geologisk Institut i København, fx ser det rent faktisk ud som om at det er meningen at de skal være der. Men man kan stadig godt se og mærke at det er en skole, og også de lod til at have plads og opbevaringsproblemer.
Nede i laboratoriet var en af Simons kolleger ved at fylde noget slik op, som var tilovers fra Halloween og hun og Simon snakkede lidt før vi gik tilbage til Denise der var ved at printe. Jeg viste hende nogle billeder fra mit bryllup som lå på Box.net og jeg fortalte om det, hvilket jeg stadig elsker. Derfra tog vi videre til et område i Gainesville med nogle enkelte store butikker, og jeg så at byen nærmest er et stort beplantet industrikvarter, hvor industrierne dog er enkelte forholdsvis store butiksbygninger (faktisk har jeg senere opdaget at det vist er normen). Der var vi inde i en "arts and crafts"-butik, en "party"-butik og en dyrehandel. Alle 3 butikker var enorme og fyldt med alskens ragelse, men også en masse spændende gør-det-selv-ting og selv om jeg gav udtryk for min fascination over alle de mystiske og forholdsvis kitch ting var jeg endnu mere fascineret af det brede sortiment og hvor fedt det måtte være at kunne gå ned i sådan en butik hvis man skulle bruge nogle hobbyartikler eller specialdimser.
I dyrehandelen havde de også hunde i bure og folk der havde deres hunde med til en form for lydighedstræningskursus midt i butikken. Før vi nåede at stå ud af bilen begyndte det dog at regne meget pludseligt og voldsomt og vi ventede et par minutter indtil det lige så pludseligt stoppede igen.
Denise fandt de ting hun manglede og jeg fandt noget gavepapir til at pakke deres bryllupsgaver ind i. Simon havde noget bånd som jeg brugte.
Hjemme pakkede Simon og Denise ting sammen mens jeg pakkede gaver ind og de ventede pænt på mig mens jeg pakkede. Derefter lokkede jeg dem til at se hvor fine de var blevet, før de blev fuldstændigt mast på turen.
Derefter gik vi igen ned i byen hvor der var kunstfestival så derfor var noget af byen afspærret og kæledyr måtte ikke medtages, hvilket folk lod til at tage som et tegn på at man kun måtte medbringe hunde hvis de enten var i tasker eller inde under deres tøj.
Der var en masse småboder samlet med typiske lokalkunstner-værker og med diverse tombolaer og madtelte og midt i det hele lå The Gelato Place, som er en ret hyggelig, smal restaurant der sælger is, mad og kager. Maden var ret god, selv om jeg var overrasket over at opdage at en Caesar-salad ikke havde kylling i sig, men til gengæld masser af parmesan. Simon og Denise fik sandwiches som også så gode ud og kaffe, mens jeg drak Gatorade (som oprindeligt kommer fra Gainesville). Efter maden fik vi en is hver som vi spiste under et stort træ lige udenfor, mens vi ventede på at regnen igen stilnede af. På vejen tilbage til Simon kom vi forbi en gruppe der gik med en lilla farvet hund, hvortil Denise udbrød "Oh my God, that's a purple puppy!.. Why on earth would they do that to that poor little dog!". Hjemme pakkede vi bilen færdigt og kørte så hjem til Denise.

Denise bor også på en stille vej, men hendes vej virker mere som noget der var taget ud af en amerikansk film og hendes hus er nærmere et rækkehus. Indeni er det ret hyggeligt og virker meget amerikansk. Man træder direkte ind i hendes stue, med nogle store, dybe sofaer med masser af puder, et fjernsyn og amerikansk tingeltangel. Hun har en lille spisetue et åbent køkken, et forholdsvis stort soveværelse, to badeværelser og et kontor. Og der er bare rigtig rart og hyggeligt.

Efter at have pakket tingene ud af bilen tog vi hen til en restaurant de kendte, hvor vi mødtes med en af Denises veninder Nicole, en ret firkantet pige på 21 som gerne ville blive "Carded", altså bedt om at se ID når nu hun var blevet gammel nok til at købe alkohol for første gang. Hun virkede ret sød, med flot sort krøllet hår, et pænt/sødt ansigt med Sigourney Weaver-læber og en diskret lidt for kort t-shirt og en 80'er-agtig nederdel. Hun var ret genert over at bestille alkohol når nu hun aldrig havde prøvet det før, men hun bestilte en til Denise og blev promte bedt om ID hvilket gjorde hende utrolig glad. Vi fik chickenwings og curly fries, hvilket var det som Simon og Denise anbefalede. Jeg kunne virkelig ikke lide det, og endte med at spise pommes frites i stedet, men selve måltidet var hyggeligt.
Nicole tog med os tilbage til Denise hvor hun så hendes hjem og hendes kjole hvilket hun syntes var henrivende (begge dele) - eller også udtrykker amerikanere sig bare anderledes end jeg er vant til. Men da hun hørte om alle de manglende forberedelser tog hun hurtigt af sted igen. Simon printede personlige billeder til brylluppet, Denise pakkede ting og badede hundene og jeg gik i gang med at pakke slikposer og se Princess Diaries på DVD. Simon kom ind og hjalp mig da han blev færdig og omkring kl 01 i nat gik vi i seng, med mig på sofaen i hendes stue.

6/11 Tager fra Denise til hendes forældres hus

Så, nu er jeg fanget i en bil i ca 20 timer. Vi er ved at køre fra Denises hjem i Tallahassee, Florida, til hendes forældres hjem i Lincoln, Nebraska. Klokken er nu 06.01 om morgenen og vi kører ad Interstate 10 og har lige passeret exit 136.

Vi kørte resten af dagen og et stykke ud på natten. Til frokost stoppede vi på et sted der hed Arby's som er et sted Simon og Denise plejer at stoppe ved til frokost. Der fik jeg en rigtig lækker sandwich, hviket på dette tidspunkt var ret tiltrængt.
Der var ikke rigtig noget bemærkelsesværdigt ved turen, vi hørte country i radion og Blackmore's Night og Eels, hvilket jeg godt kunne lide. Om aftenen var vi på Taco Bell, hvor jeg fik en quessadilla som viste sig at være næsten ingenting.
Hundene var eksemplariske og sov det meste af tiden, men lod til at være ret begejstrede for at komme ud og strække benene.
Ret sent om aftenen, ikke langt fra St. Louis begyndte det at regne kraftigt. Det hjalp ikke at vi var på en strækning hvor optegningerne på vejen ikke var blevet malet p.gr.a. vejarbejde, så pludselig blev vi nødt til at sænke farten drastisk. Det var også omtrent på det tidspunkt at far skulle forestille at ankomme, men vi fik i stedet en opringning fra Denises mor Mary, om at han ikke havde været med flyet, og om at Denises lillebror Jeff var faldet ned af en stige og havde brækket sin højre arm.
Da de endelig fandt far 3 timer senere, fortalte han at han i et af sikkerhedschekkene var blevet sendt over i en anden kø end den han havde stået i. Den nye kø viste sig at være endnu længere end den gamle, men da han fandt ud af det var hans "gamle kø" også blevet fyldt op. Det havde derfor taget ham 1½ time at nå igennem køen, og da flyet fra København havde været 1 time forsinket endte han med ikke at have nok tid til både at hente sin bagage og finde gaten også. Han havde prøvet at ringe, men en telefonautomat havde givet ham bøvl.

Meget sent om natten ankom vi hos Jim og Mary, som begge kom ud og sagde hej, selv om vi havde forsøgt at være stille, og de fortalte at far havde bedt om at vi stak hovedet ind til ham og hilste. Han var godt nok søvnig, men far som altid!

7/11 Hos Jim og Mary

Om morgenen blev jeg vækket af Denise. Far og Simon var ude på familiens terrasse hvor der var lækkert varmt og solskin lige omkring 17'C tror jeg. Vi snakkede lidt og fik morgenmad.
Efter morgenmad tullede vi lidt rundt mens Simon og Denise fik styr på deres sager og så tog vi ud i et mini-mall og fik frokost på "Valentinos" som var et pizzasted hvor Denise havde arbejdet i en del år, på en anden lokation dog. Mens vi ventede på maden gik Simon og jeg over til en bank som lå lige op ad restauranten for at hæve nogle penge til mig, men det viste sig at være en ret snusket drive-in-bank hvor ekspedienterne så noget alarmerede ud da der rent faktisk kom kunder indenfor. Vi fik at vide at der var en ATM udenfor, men også den så snusket ud og vi droppede det.
Tilbage på Valentinos fik vi vores salat og vi gik udenfor og spiste frokost i det lækre solskin. Far har vist sig at tale glimrende engelsk, selv om han er ret omhyggelig og forsigtig med sin udtale. Selve frokosten var lidt kedelig på nær lemonaden som var god.

Efter frokosten tog vi over til det lokale Mall, hvor vi delte os op. Far og Simon tog ud for at kigge rundt efter sko og bukser, mens Denise og jeg ledte først efter et Sim-kort til min telefon og derefter efter tøj og sko til mig også. Allerførst fandt vi dog en ATM hvor jeg hævede kontanter. Den første butik gik vi forgæves i, men den anden som nærmere var en bod - kunne godt give mig et taletidskort. Så det købte jeg til min Nokia test telefon sammen med $25 taletid. Det viste sig at være en længerevarende process at få Sim'en åbnet og taletiden indbetalt, men med noget besvær og hjælp fra både Denise og ekspedienten, som var meget undskyldende over alt besværet, lykkedes det.
Derefter gik vi på tøjjagt og et sted der hed JC Penney lykkedes mig for en gangs skyld at finde en hel del tøj jeg kunne lide. Jeg endte faktisk med at sende Denise ud af butikken så hun kunne slappe af med Far og Simon - for nu havde jeg jo min telefon og kunne selv fare vild og blive fundet igen. Så efter at have prøvet en frygtelig masse tøj og købt en hel del af det, vandrede jeg mod kaffe-området af Mall'en og fandt de andre ved en chokoladebod.
Da vi kom tilbage til Jim og Marys hus var Denises lillebror Jeff og hans kone Heather ankommet, de sad og så valg med Denises far.
Heather ligner mig lidt, Jeff er en kæmpe mand som dog ser temmelig harmløs ud, specielt med den brækkede arm. Vi spiste noget roast beef med kartoffelmos og en eller anden form for øl-brød som ingen af os kunne lide (ikke engang Jim og Mary). Og så sad vi og snakkede lidt inden Jeff og Heather tog hjem. Mary gik i gang med at sy min brudepigekjole om og da jeg var fuldstændig smadret, specielt eftersom der var brugt ret mange syntetiske dufte i Mall'et, hvilket jeg ikke er vant til, trak jeg mig tidligt tilbage og gik i seng, dog efter at have fået forvisning om at Mary ikke ville have min hjælp til kjole-projektet.

8/11 Fra Nebraska til Fort Collins, Colorado

I morges vækkede Mary mig, så vi kunne tage tidligt ud dog se efter sko. Hun havde købt noget morgenmad til os, bl.a. noget glimrende brød og en ost kaldet Monterey Jack. Og da Simon kom tilbage fra frisøren tog vi 3 sammen med far ud for at købe flere ting.
Første stop var en papirhandel hvor vi fik printet en gæste-liste til brylluppet (hvor folk kunne skrive at de deltog). Derefter var vi i et supermarked hvor de købte gavepapir og lidt andre ting og jeg fandt mine højtelskede MnMs mandel (yumm).
Så tog vi hen i Mall'et igen og fandt endelig nogle sko til mig. Far og Simon var igen tusset af sted på egen hånd, vi mødtes kort med Denise, som havde fået gjort sit krøllede hår glat hos frisøren, så der var en chance for at det ikke var så filtret på lørdag. Men Mary og jeg tog videre alene, med et kort stop i en bank efter et gavekort (og en kirsebær-slikkepind (dumdum)) til hver inden vi tog hjem. Vi gik straks i gang med at teste kjolens længde i forhold til skoene, og var kun lige gået igang da Jim kom hjem efter noget frokost.
Kjolens længde passede heldigvis fint til skoene, så i stedet gik vi i gang med frokost (de andre kom hjem lige efter Jim). Jim tog af sted igen - vi spiste fokost, pakkede, og er nu på vej mod Colorado (Fort Collins).

Så sidder jeg i en bil igen, denne gang på vej mod Estes park her i Colorados bjerge. Vi kørte til ret sent i går. Denise sad og kæmpede i bilen med at lære at læse og tale dansk og jeg skrev hende en lille tekst hun kunne øve sig på i stedet for den bog om kronprinsesse Marys stilskifte som far har skaffet hende.
Vi stoppede for at få aftensmad et sted der hed Runsa, et Nebraska-burger-sted. Derfra kørte vi meget kort hen til et stort Outdoor Sporting Goods sted der hed Cabelas, de havde alt muligt underligt til jagt og fiskeri, men sjovt nok ikke rigtig noget vi var interesserede i at købe, på nær en påhængsmotor til fars båd, som han sjovt nok ikke havde lyst til selv at transportere hjem, og to t-shirts som jeg købte. Derefter kørte vi resten af vejen til Comfort Suites, et hotel i Boulder, Colorado, hvor vi overnattede. Det var en ret stor suite vi fik, med 2 dobbeltsenge og en sovesofa, som jeg fik lov at sove på.
Jeg lokkede Simon og Denise til at åbne min og Annes gave og de lod også til at syntes at den var god
Om aftenen var vi nede i et spritnyt indkøbscenter hvor ikke alle butikkerne var åbnede endnu. Det lod til at være blevet bygget helt åndssvagt, stort, udækket og med for langt mellem butikkerne, og så vendte bagsiden af butikkerne ud mod parkeringspladsen så man skulle gå ret langt for i det hele taget at komme ind i centeret. Der var en hel del overfladiske butikker og en bar hvor der var en fyr der sang sørgelige Hawaiianske sange, med lyden skruet så højt op at man havde lyst til at holde sig for ørene, og var nødt til at råbe til hinanden hvis man stod 10 meter fra caféen (udenfor). Men i det center fandt vi en ret sej butik kaldet Muttropolis, som kun solgte tilbehør til hunde og katte. Der var seler, skåle, videoer til og om, rigtige madrasser og legetøj i alverdens afskygninger (og selvfølgelig masser af tøj).

Vi gik ret tidligt til køjs, for klokken var mange, først fik vi dog tjekket mail og sådan, for hotellet havde gratis wireless internet. Jeg endte med at sidde oppe som den sidste i bælragende mørke og kun en tændt computer som lys hvor jeg uploadede biller fra mit digitale kamera til box.net. Men jeg endte med også at falde i søvn mens jeg ventede på at computeren blev færdig med at uploade og opdagede derfor ikke at far tog computeren fra min seng og satte den hen på et natbord og slukkede den. Jeg opdagede det dog senere på natten, da jeg vågnede meget mystificeret, men da ville jeg ikke tænde lyset for at lede efter den. Jeg tjekkede dog lige at jeg ikke havde smidt den på gulvet.

9/11 Mod Colorado

Her til morgen var jeg den første til at gå i bad efter at vækkeuret havde ringet. Derefter gjorde jeg min upload færdig mens de andre badede og også tjekkede mail. Simon er lige kommet i kontakt med nogle japanere om en stilling på et af deres boreskibe (tror jeg nok). Han havde egentligt først troet at den email han fik i går aftes var noget salgsgas, men i stedet viste det sig at være et tilbud om at få en gratis tur til Japan for 1 times jobinterview. Dette ville dog kunne give ham problemer med hans visa, så i stedet vil han forsøge om han kan ordne noget med en videokonference.

Vi stoppede omkring middag i Estes Park i Rocky Mountains, hvor Simon og Denise fik en bryllupslicens og lidt senere blev vi sat af i byen så Denise kunne køre noget af vores bagage hen til Wild Basin Lodge.
Estes Park ligger ret højt oppe i bjergene, og er en rigtig turistfælde - men vi kom udenfor sæsonen, så det var dejligt stille i byen.
Fra Estes Park tog vi op til Colorado National Park, hvor vi gik en tur i sneen omkring Bears Lake. På vej derop var vi stoppet, første gang for at tage billeder af nogle elge som lå og fedede den på en eng, og anden gang fordi Denise fik øje på en Bobcat som vi alle tog billeder af inden den forsvandt. Oppe ved Bears Lake var der rigtig flot, men desværre ikke andet at se end nogle turister og to egern. De gangstier vi gik på var så glatte at vi gik meget forsigtigt, men det var ikke en lang tur, og det lykkedes mig da også at undgå at falde eller vride om, selv om det var tæt på et par gange.
Fra parken tog vi tilbage til byen, hvor vi spiste frokost og besøgte en "skandinavisk sourvenir-shop" fordi Denise var nysgerrig (hun har aldrig været i skandinavien, men hun har rejst en hel del). Hun endte da også med at købe nogle kniplinger til sin mor, som "croshes" som hun kalder det.
Derfra fortsatte vi mod Boulder, mens skyerne lige så stille samledes over bjergtoppene og truede med at sne. Vi kørte forholdsvis langsomt, hvilket jeg var glad for på grund af trykændringerne og holdt ind til siden når der kom for mange bag os. Enkelte steder var der elge der gik og græssede i vejkanten.

Denise og Simon satte far og mig af i Boulder, nede i "Downtown" hvor de bad os vente i 1½ times tid mens de læssede noget af al vores bagage af i Wild Basin, så der blev plads til Simons smoking og et elektrisk keyboard i bilen. Så far og jeg endte med at tulle rundt i downtown Boulder mens vi ventede på at de andre kom tilbage.
Det endte med at tage næsten 3 timer i stedet for 1½ fordi de havde bøvl med at finde en gave til far, og fordi trafikken i Boulder var ret hæslig eftersom der var en hel del vejarbejde. Men vi fik da set på butikker og nogle ret fantastiske boghandler. Den første (Boulder Bookstore) lignede en lille bitte butik, men når først man trådte ind i den viste den sig at være kæmpestor, som i 3 etager med verdenshjørne-anvisninger så man havde en chance for at finde rundt på hver etage. Et sted var der fx et skilt mod øst og en mindst 12-punkts anvisning af hvad for nogle overordnede emner der fandtes i den retning.
Den anden boghandel lod umiddelbart kun til at være i en etage, men der havde de også installeret en café som en del af boghandelen.

Downtown Boulder var en del mere fredeligt end indkøbscenteret, men det havde også et noget mere hippieagtigt præg. Vi fandt blandt andet masser af røgelse, ponchoer og nogle enkelte tryllestave. Vi købte nogle fokost-sandwiches et sted der hed Paradise til turen op til Wild Basin, for Simon og Denise var ikke sikre på at vi ville kunne nå at få frokost. Vi fik en kop kaffe og en kirsebærsodavand (som smagte hæsligt) på en Starbucks, hvor vi satte os ud i solskinnet og nød vejret. Der kom dog ret hurtigt en dame og bad far om at slukke sin pibe, noget med at han ikke måtte ryge mindre end 15 fod fra en offentlig dør...
Da de andre endelig dukkede op tog vi kort forbi et sted hvor vi samlede et elektrisk keyboard op samt Simons smoking. Defra skyndte vi os op til Wild Basin for at få ordnet negle og mødes med en stor del af gæsterne til brylluppet samt øve ceremonien.

Wild Basin Lodge er et ret hyggeligt lille sted, ret højt oppe i bjergene. Det er et hotel, med nogle enkelte omkringliggende hytter man kan leje. Det er dog ret dyrt. Alt er holdt i et træ- og naturtema, og selv om det virker meget amerikansk er det også ret hyggeligt.
Vi overnattede i en af de tilstødende hytter, som var kæmpestor, med to etager, hvor det meste af familien var presset ind i for at holde prisen nede.
Der efterlod Denise og jeg drengene, for at køre ad bjergvejene op og få ordnet negle. Jeg kan ikke lige huske hvad det sted hed hvor vi fik det gjort, men der virkede rart, om end noget gammelt. De havde vand, the og saft til os, og fortalt at vores negledame Justice ville blive lidt forsinket. Vi havde ringet i forvejen og sagt at vi blev forsinket og hun var derfor taget til lægen med sin datter.
Hun var en velplejet dame med en bred accent og tydelige spor efter et hårdt liv. Hendes hænder var knoklede men hun var sød og ret snakkesagelig.
Hun startede med Denise som havde knækket 2 negle og som gerne ville have en fransk manicure, hvilket vil sige "naturlige" negle hvor spidserne er malet hvide.
Jeg lod Justice vælge for mig og er derfor end med blodrøde negle. Jeg fortalte at jeg ikke før på denne måde havde fået ordnet negle (hvilket er sandt, for jeg har kun ordnet andres). Og da de hørte at jeg heller ikke have prøvet at få en pedicure blev vi enige om at få en mini-pedicure og dermed også tåneglene malet.
Derfra skyndte vi os hjem i discount-klipklapper som Spa'et havde givet os og vatruller mellem tæerne, hvilket var lidt sjovt eftersom der var pletter af sne på jorden. Tilbage i Wild Basin skyndte vi os at gøre os klar så vi kunne mødes med de andre til aftensmad og ceremoni-øvelser.

Der var dukket ret mange mennesker op. Selve øvelsen af ceremonien var ret kort og forvirret, men basalt set skulle jeg bare gå først ned ad trappen og stille mig ved siden af Simon.
Efter maden sad folk og hyggede og snakkede, men jeg trak mig tilbage for at slappe lidt af inden den store dag.

12/11 Ceremoni med mere

Så sidder jeg endnu engang i en bil, denne gang på vej væk fra Estes Park. Vi er ikke helt sikre på hvor vi tager hen, udover at vi til at starte med tager til Boulder for at aflevere smokings.

Den næste morgen tog Mary, Denise og jeg tilbage til Spa'et for at få ordnet hår og makeup. Shauna, Denises bedste veninde siden børnehaven, skulle egentligt være fulgtes med os derop, men hun var ikke lige til at finde, så vi endte med at køre, bare os 3, ret forsigtigt derop.
Grunden til at vi kørte forsigtigt var dels at der var koldt og vi kørte i bjergene, men også fordi der stod elge flere steder i vejkanten, og et enkelt sted på vejen, og græssede. Som Justice så smukt havde sagt, så skulle man ikke flytte til området hvis ikke man var indstillet på at have elge til at spise alt hvad man havde plantet i baghaven.

Der var kommet 2 "smarte" piger fra en nærliggende salon for at ordne vores hår. Den ene, hende der ordnede mit hår, var sortfarvet, meget kort hår, med strit og tatoveringer. Hun blev ved med at kalde mig Doll og Sweetheart hvilket jeg syntes var ret plat, men hun lavede en helt fantastisk frisure på mig selv om man dog helst ikke skulle se på den forfra.
Denises frisør var noget mere afdæmpet, og lavede en rigtig sød frisure på hende, hvor de fik hendes naturlige krøller til at arte sig ordentligt. De var også helt enige om at vi var blevet rigtigt fordelt, da jeg havde bedt om kaos og assymmetri i mit hår, hvilket de sagde passede bedst til den mørkhåredes temperament, eftersom hun var noget mere kunsterisk anlagt end den anden.
Der kom en meget delikat udseende pige med langt, rødt, krøllet hår for at ordne vores make-up. Hun var vist lidt frustreret over at jeg ikke ville hjælpe hende med at vælge hvordan jeg skulle se ud, men jeg var mest interesseret i hvordan hun ville vælge at portrættere mig og jeg endte også med at være godt tilfreds med resultatet, som var en del mørkere end jeg selv ville have valgt.
Denise fik pænt lov at vente på at både Mary og jeg blev færdige med vores hår og makeup inden hun kom til.
Mary fik rettet sine krøller ud, hvilket var rigtig pænt til hende, selv om hun ikke brød sig om resultatet fortil, til gengæld fik hun for første gang nogensinde lagt make-up professionelt, hvilket hun vist godt kunne lide - hun var i hvert fald begejstret for at make-up'en ikke fik hendes kontaktlinser til at klø.
Denises make-up blev diskuteret en hel del og hendes læbestift blev lavet om flere gange. Men til sidst lykkedes det at gøre alle tilfredse.

Da vi kom tilbage igen tullede vi lidt rundt, så fodbold og tjekkede dekorationer inden vi klædte om. Det lykkedes mig at glemme både sko, bh og tale ovre i hytten, men heldigvis gad Simon godt hjælpe mig med at hente det, da det blæste så meget at der var god chance for at få ødelagt den dyrt-købte frisure.
Da vi havde klædt om blev vi gennet ovenpå, hvor Simon blandt andet tog imod os inden fotosessionen skulle starte.
Kl 15 begyndte de at tage billeder af Denise og Simon og familien og brudepigerne (Shauna og mig) i alle mulige underlige opstillinger og kombinationer. Kl 16 blev vi gennet ovenpå, så vi kunne lave ceremonien. Vi kom ned ad trappen til pejsestuen, hvor hele familien var blevet bænket på stole.
Jeg gik som aftalt og øvet ned og stillede mig bagved Simon, så kom Shauna og derefter Denise. Hendes tidligere vejleder ("præsten") begyndte ceremoniet, så på mig som vi havde aftalt som tegn på at jeg skulle læse min tekst op (jeg havde valgt Halfdan Rasmussens "Noget om at være") og jeg læste den danske tekst, hvorefter han fortsatte med ceremonien.
Jeg kunne vildt godt lide den måde han gjorde det på, med et glimt i øjet og en meget rolig stemme. Simon og Denise virkede ret afklarede og selv om de var ret bevægede fældte de vist ikke nogen tårer. Heather, Denises svigerinde, holdt mit kamera og servietter og havde glad taget billeder (efter opfordring fra mig). De afsluttede ceremonien med en hel del kys, hvilket "præsten" grinte af, da de kun skulle have forseglet deres ægteskab med et enkelt. Derefter lavede de deres sand-ceremoi, hvor de hver tog et glas med farvet sand, som de blandede ned i et stort glas med et lys (der var stillet i et pvc-rør) i, hvorved deres væsner symbolsk blev blandet. Derefter gik vi op ad trappen igen, og så ned igen (lidt fjollet syntes jeg).
Nede gik de igen igang med at fotografere, også de enkelte familer, så Simon, far og jeg fik også taget nogle ultra-amerikanske billeder af os, som de andre mener vi kan få en cd med, såvel som alle de andre billeder. Der blev også taget billeder udenfor, blandt andet ved den nærliggende flod og en eng ikke langt derfra. Da de på et tidspunkt gik forbi Lodge'n så jeg hvor kolde de så ud, så jeg besluttede mig for at forfølge dem med 2 kopper kaffe. Så af sted gik jeg gennem sneen i mine højhælede sandaler og en kop kaffe i hver hånd, der desværre nåede at blive lunken inden jeg nåede frem. Men jeg tror nu alligevel det var værdsat da det som sagt var rigtig koldt og blæsende.
Da de endelig var færdige med alle sessionerne var der kage-udskæring og uddeling af gaver... til gæsterne! Jeg fik et hæklet "Velkommen"-skilt som Mary selv havde crosheet. Så var der middag, 3 retter; salat, efterfulgt af kylling, gris og ris og kartofler og grøntsager og endelig et stykke til hver af bryllupskagen. Den havde åbenbart forskellig smag alt efter hvilken af de 3 sektioner man fik, og jeg fik et stykke med chokolade som var glimrende.

Inden kagen blev skåret i stykker tog jeg nogle billeder af den og vi fik forklaret at mønstrene på den var de forskellige fossiler som Simon og Denise studerer når de arbejder.
Inden selve middagen begyndte, blev vi bedt om at uddele "Toasts" og jeg skulle lægge ud, så jeg læste min overstættelse af "Noget om at være" op og derefter min tale, hvilket fik Denise og nogle af de andre til at græde (hvilket jeg er ret stolt over). Derfter gav Shauna sin toast, efterfulgt af Denises far Jim, der blev så bevæget over sin toast at han var nødt til at stoppe med tårene trillende ned ad kinderne. Simon havde helt klart ikke forberedt sig på at holde en tale, og han var ikke særlig romantisk men han fik da sagt noget sammenhængende.

Efter maden, hvor jeg smed skoene og sjalet fra mig, havde Simon og Denise deres første dans og derefter var der fælles dans og drinks. Jeg blev kraftigt opfordret til at danse med Simon, hvilket var ret underligt, men han trådte mig da heldigvis ikke over tæerne. Folk var desværre temmelig reserverede, så dansegulvet var tomt det meste af aftenen.

Flere gange i løbet af aftenen var jeg oppe på Simon og Denises værelse for at tømme mit digitale kamera for billeder og en gang, mens jeg stod deroppe og ventede på uploaden, kom jeg til at tænke på mit eget bryllup og derfra til at tænke på om ikke vi burde dekorere deres bil og derfra til at man jo egentligt skal forestille at lave narrestreger med brudeparret, så jeg tog en rask beslutning og greb 2 ruller toiletpapir som jeg brugte til at pakke tingene i deres værelse ind i. Jeg pakkede sengen, deres tasker og lamper ind, proppede toiletpapir i deres sko, i vasken og badekarret og bandt en fin toiletpapirsløjfe om armaturet på deres vask. Jeg strøede desuden sødemiddel og sukker ud over lagnerne i deres seng og skyndte mig så nedenunder hvor folk stadig var dejligt distraherede. Der fandt jeg Shauna, som jeg indviede i min gerning og spurgte om hun havde andre gode ideer. Hun syntes at det var skønt, men havde heller ikke flere ideer. Vi konsulterede Heather som straks greb fat i Jeff og dermed blev det vist stille og roligt spredt til hele selskabet. Det kulminerede i at 4 af os piger sneg os op igen med to skåle fyldt med bordpynt - mere præcist småsten - som vi proppede i deres tasker, sko, jakker og pudebetræk samt håndklæder. I mellemtiden havde nogle af de andre gæster distraheret Simon og Denise ved at slæbe dem og hinanden ud på dansegulvet. Men netop som vi kom ned, kom Denise rendende og ville have hjælp med at rette på sin kjole, men hun var heldigvis så optaget af sit eget at hun ikke opdagede at Heather og jeg lige foran hende satte borddekorationerne noget mere tomme tilbage på bordene igen.
Lidt senere begyndte Denise at snakke om at smide sine strømper, men der pudsede Shauna Simon på hende og sagde at han skulle hjælpe hende med at få strømpebåndet af. Så de blev pænt nede så folk kunne få lov at se ham kravle ind under hendes skørter for at tage strømpebåndet af med tænderne.
Derefter var de distraherede lidt længere før de endelig gik op for at smide de der strømpebukser og Simon for at skifte sko. Han nåede dog aldrig at skifte sko, så distraheret blev han af toiletpapiret. Simon tog en masse billeder af udsmykningen og han og Denise blev enige om at det måtte være hendes to kusiner der havde gjort det, for de havde set ret skyldige ud, selv om de bare var gået ud på dansegulvet *fnis*
Resten af aftenen gik forholdsvis roligt, vi så på de billeder af Denise og Simon som de havde hængt op på en væg, vi skrev lykkeønskninger på nogle sten som de havde lagt til formålet og jeg dansede en enkelt dans med Jim, Denises far.

Denne morgen har også været ret stille, far vækkede mig da han stod op og gik ud for at se på hyttens omgivelser igen, nu da det var begyndt at sne.
Jeg stod op og pakkede min kuffert om, eftersom Simon havde lavet et frygteligt rod i den da han ledte efter de ting jeg havde glemt i går. Mens jeg stadig pakkede og far var ude at vandre, dukkede Jim, Mary, Heather og Jeff op og begyndte at pakke mad og lignende sammen. De ville skynde sig hjem da de var nervøse for at sneen ville fange dem i bjergene.
Da far kom tilbage sad jeg og læste mens han pakkede, og så gik vi sammen over til hovedbygningen (Wild Basin Lodge), for at mødes med Simon og Denise og få morgenmad. De havde tilsyneladende sovet glimrende og havde umiddelbart ikke lagt mærke til hverken sukker eller sødemiddel eller sten i deres seng :(
Vi spiste morgenmad og sagde pænt farvel til de andre gæster, pakkede bilen og tog så til Boulder for at aflevere diverse smokings.
Det viste sig at butikken de havde lejet smokings i, i mellemtiden var flyttet, men heldigvis kun over på den anden side af gaden. Vi var kommet alt for tidligt i forhold til deres åbningstid, men eftersom alle de ansatte var i færd med at gøre den nye butik klar til åbning senere på dagen var det ikke noget problem at komme af med vores ting, og det var da også meget sjovt at se de folk vi forleden havde haft som habitklædte sælgere, nu som jeans og t-shirt-klædte folk.
Fra Boulder har vi besluttet os for at tage til det sydvestlige Nebraska for at se på naturen. Vi ville egentligt gerne være blevet i bjergene, men det sner. Vi har sagt til Mary at vi nok dukker op hos dem sent i aften i stedet for i morgen, hvilket var den oprindelige plan. Klokken er 14.10 og vi er kørt ud af Wyoming, og har fået en vejradvarsel om kraftig blæst i morgen. Men der er vi forhåbentlig ude af området.

Vi har lige haft et kort stop i Ash Hollows State Historical Park, som ud fra den lille del vi så er en bakke midt ude på prærien. Der er en sti som de første "settlers" fulgte gennem prærien og eftersom der næsten ingen bebyggelse er, kunne man få et ret godt indtryk af området. Men der var koldt, stejlt og blæsende og mest af alt brunt, eftersom vegetationen enten er stedsegrønt eller visnet. Men vi fik nu alligevel taget en masse billeder, for solen lavede rigtig flotte skygger på det bakkede landskab.
Jeg kunne heller ikke lade være med at fortælle Simon og Denise at jeg havde været ophavsmand til narrestregerne på deres bryllupsdag og Denise fortalte at de havde opdaget alle de andre ting, men at Simon havde overtalt hende til at lade som ingenting. Men de syntes også at det var sjovt.
Klokken er nu 16.11 og den er godt på vej ned. Jeg sidder som sædvanlig på bagsædet af bilen og skribler, denne gang på vej mod Lake McConaughy inden vi skal på steakhouse og have aftensmad med Denises utrerede ven Tanja og derefter tilbage til Jim og Mary for at sove.

På vej mod søen kørte vi oven over et jernbanespor. Vi har ikke set noget til selve sporene, men vi har fra tid til anden set tog der kørte gennem landskabet. Det lader ikke så meget til at være passagerdrift som godstransport de bruger togene til. Og de er lange, som regel mere end 100 vogne i hvert togsæt. Selve det sted som søen lå, var ikke langt fra parken, men solen var ved at gå ned og vi var nervøse for om vi nåede frem inden det blev mørkt. Det gjorde vi heldigvis og jeg tror at vi alle fik en hel stribe billeder af solnedgangen over den delvist udtørrede sø. På nær Denise, for hun har ikke noget kamera med - hun mener at Simons er bedre, og at han sikkert tager billeder nok for dem begge.

Fra søen kørte vi forbi en dæmning hen til en benzintank. Lige bag tankstationen i Ogallala lå The Spur, det steakhouse hvor vi havde aftalt at mødes med Denises veninde Tanja. Udenfor steakhouse'et var parkeringspladsen fyldt med forholdsvis store firhjulstrækkere, hvilket skyldes at mange af de lokale bruger deres biler både til gårdarbejde og persontransport.
The Spurr var forholdsvis stort og mørkt og opdelt i båse så man fik en luftig og alligevel ret intim stemning. Lige når man kom ind blev man modtaget af en servitrice, som tog imod en og tildelte pladser - men for at komme ind i restauranten blev man nødt til at gå forbi et skilt hvorpå der stod "If you're smoking you'd better be on fire!" hvilket jeg fandt ret morsomt. Ud over diverse skilte med slogans havde The Spurr også et andet særpræg. Så snart du var bænket ved dit bord kom der en servitrice med en stor spand jordnødder i skal som man bare skulle åbne og spise løs af - skallerne skulle man bare smide på gulvet. Simon fortalte at det skulle være helt almindeligt for Steak-houses - selv om han ikke havde oplevet det andre steder.
Tanja var forsinket - men hun ankom netop som vi skulle til at afgive vores bestilling. Hun var en ret sød, stor, blond pige, med en kæmpestor Paddington-agtig jakke og et stort smil. Hun var meget venlig og nysgerrig og snakkede løs som om vi havde kendt hinanden længe.
Maden på The Spurr var super lækker, jeg fik noget de kaldte "The Jack", som var en Jack Daniels-marineret bøf med husets salat - en alt for stor potion til at jeg kunne spise op.
Efter maden satte vi kursen mod Denises forældres hjem i Lincoln og sent om aftenen lukkede vi os ind i deres hjem og gik til ro.

13/11 På sightseeing i Lincoln

Her til morgen, da jeg stod op, var hendes forældre taget af sted, og Simon og Denise var på vej til at hente Denises hunde fra den kennel de havde været i siden torsdag (i dag er det mandag).
Kennellen havde en masse hundestatuer i sin indkørsel, men det var vel at forvente. Indenfor gik personalet med headset og walkie-talkies. Lige inden for døren var en række båse med hunde i, åbenbart dem de forventede at aflevere. Der var også et lille kontor med en glasrude hvorigennem man kunne se en kat der havde lagt sig til rette på en kontorstol. På et skilt på døren stod der at Mr. Whiskers nød et stille privat øjeblik så man skulle være sød ikke at gå derind.
Wicked og Shadow blev hentet til os og de virkede overmåde lykkelige for at se Denise igen. Det var faktisk lidt spøjst, for i den korte tid vi nåede at vente var to andre hunde blevet udleveret og deres ejere havde taget køligt imod dem, havde nærmest ikke engang klappet hundene. Denise til gengæld satte sig ned til sine pekingesere og klappede dem og lod dem hoppe op og ned ad sig - hvilket jeg personligt syntes var den rigtige måde at gøre det på!
Fra kennellen tog vi tilbage til Jim og Marys hus, hvor jeg kom i tanke om at lave morgenmad. Mens jeg spiste ville Denise give hundene deres medicin og opdagede at de ikke havde fået det med fra kennellen, så hun og Simon tog tilbage efter medicinen, mens jeg spiste færdig og tjekkede billeder på Simons computer.

Da de kom tilbage tog vi ind til Lincoln for at gå på Sightseeing.
Det allerførste sted vi tog hen var Nebraska State Government Building, en stor klods af en bygning som vist nok ligger midt i Lincoln. En ret flot bygning faktisk. Vi var på vej indenfor mens jeg kiggede på listen af counties der er udskåret i bygningen, da jeg snublede over et trin og faldt så lang jeg var midt på stien op til bygningen. Hold da op hvor gjorde det ondt!
Til at starte med var jeg ikke engang sikker på at jeg kunne rejse mig, men fik de andre til at vente bekymrede indtil den værste smerte havde lagt sig og jeg kunne forsøge at rejse mig i ro og mag. Det føltes nærmest som om hele min krop var gået i chok. De andre spurgte om de skulle hente bilen og så køre mig hjem i stedet for at vi alle tog på sightseeing, men jeg mente at det nok skulle gå hvis blot jeg tog det stille og roligt, og det gjorde det da også. Mit højre ben er en hel del hævet, min højre albue lidt skrammet, og det samme gælder den nederste del af venstre hånd.
Selve statsbygningen var nu flot, omend mørk. Vi tog op i toppen på 14. etage og så på udsigten og vi gik lidt rundt indenfor hvor vi så på mindestatuer og arkitektur.
Derfra tog vi så videre til Lincoln Hay Market og Nebraska State University Museum hvor de havde en forhistorisk samling med diverse fossiler, dinosauruser og lignende.
Derfra tog vi hen til The Licorice Factory, det sted hvor Simon plejer at tage hen for at købe lakridser.
Fra The Licorice Factory hvor de andre købte masser af internationale lakridser tog vi videre til en lokal suvenir-butik, og derfra til en boghandel, som solgte ¾ Nebraska Huskers fan-gejl og ¼ skolebøger. Vi var derinde for at købe noget baby-fantøj til Denises veninde som fødte en lille dreng i lørdags mens Denise var i færd med at skifte tøj til brylluppet. Fra "boghandlen" tog vi i Target hvor far ville have strømper og bukser, og derfra tog vi et kort besøg i Best Buy, hvor jeg forsøgte at skaffe de dele af min film- og cd-indkøbsliste som jeg ikke har kunnet finde derhjemme. Og endelig skyndte vi os alle hjem til Denises forældre hvor der var aftensmad.
Vi fik en eller anden form for opskåret steg i burgerboller, med hashbrowns bagt med ost og cornflakes, dampede grøntsager og vand til. Som desseret fik vi bryllupskage. Da jeg fortalte om mit fald kiggede Heather, som er fysioterapeut, på mit ben og beordrede mig til at sidde med is på det i mindst 20 minutter.

14/11 The Zoo

Her til morgen sov vi længe, selv om vi oprindeligt ville have været tidligt oppe, inden vi tog i zologisk have.
Simon lavede os en "rigtig" amerikansk morgenmad som egentligt bare var bacon og spejlæg, med brød stegt i baconfedt, så far også kunne prøve det inden han tager tilbage i morgen.
Jeg må indrømme at jeg er lidt nervøs for turen i dag, for selv om mit ben ikke er nær så ømt som forleden, så er det en hel del mere stift og jeg bryder mig ikke om at bøje det, men nu får vi at se.

Turen i zoo gik fint, jeg bevægede mig ret forsigtigt, men det lod til at benet varmede op og løsnedes efterhånden som jeg bevægede mig rundt på det. De andre fortalte at det var et af USA's 3 bedste zoologiske haver og der var da også masser af dyr og planter. Fra zoologisk have kørte vi forbi den lokale Cabelas for at se efter en tourist-t-shirt til far, men han fandt ikke en han kunne lide, Han fandt dog en fleece-trøje han kunne lide og Denise fandt 3 trøjer (hun og Simon har fået pengegaver så de nu føler sig lidt mere ovenpå). Fra Cabela's tog vi hjem og spiste, denne gang hamburgers stegt på deres udendørs grill. Så fik vi mere bryllupskage og sad og hyggede med billeder og så tv indtil sengetid. Jeg ringede hjem til Henrik som fortalte at de fleste gymnasielærere er gået i strejke landet over - det har undret mig at de ikke tidligere har gjort det, og nu undrer det mig at de ikke sørger for at gøre det mere koordineret - men som Simon siger: de er jo gymnasielærere og koordinering er derfor ikke en del af deres natur.

15/11 Far rejser hjem

Så er første skridt taget på vej mod turens afslutning, hvis man kan sige det sådan. Far er taget hjem i dag. I morges da jeg stod op havde Simon igen lavet æg, toast og bacon og vi spiste forholdsvis hurtigt inden vi tog til lufthavnen. Omaha lufthavn er noget større og moderne end Gainesville, men stadig håbløs gammel og lille i forhold til Kbh. Vi havde lidt bøvl med at finde en parkeringsplads, men det lykkedes os at finde en på parkingshusets tag. Derfra slæbte vi os ned ad trapperne til indgangen og sendte Far godt af sted. Han havde kun lige forladt os da vi så ham blive stoppet for at vise boardingpass og pas. Vi gik tilbage efter en kop kaffe (og kakao til mig) da vi ikke længere kunne se ham og så kørte vi tilbage til Lincoln. Vi blev enige om at tage en slappedag, det eneste jeg gerne ville gøre ud over det vi allerede har, er at se et indianerreservat, hvilket de ikke mente at de havde nogle af i nærheden. I stedet har vi talt om måske at tage i biografen, senere.

Fra lufthavnen tog vi hen til det lokale Mall og derfra fortsatte vi til en glimrende lokal Indisk restaurant, som jeg først forvekslede med en kantine fordi der var så mørkt og derfra tog vi endelig tilbage til Jim og Marys hus. Her har jeg kastet mig over at lave kokostoppe ud fra hukommelsen og det først batch har været helt håbløst, en karamelagtig smørmasse, så nu prøver jeg med 2. omgang. Jeg tror faktisk at det er det der ud over sproget har vist den største forskel på Danmark og USA som kulturer. Jeg har ikke i supermarkederne kunnet genkende mange af de varer de har og enkelte ting har været helt umulige at skaffe som fx vanillesukker og tørt kokosmel. De toppe jeg laver er derfor lavet med meget vådt, gummiagtigt revet kokos (mener jeg de kaldte det, altså minus gummi-delen) og med vanilie-ekstrakt.

Andet forsøg gik stadig ikke helt godt, jeg fik stadig ret meget våd masse, men et væsentligt bedre resultat. Jeg tror dog i anden omgang at det specielt var den våde kokos der snød mig, men de andre spiste dem nu alligevel og så ud som om at de trods alt var gode.

16/11 Tilbage til Florida

Tidligt torsdag morgen pakkede vi bilen og kørte igen mod Florida. Shadow brugte det meste af tiden på Simon eller Denises skød, og Wicket tøffede rundt på bagsædet hos mig, og sov i alverdens stillinger. Det meste af turen sad jeg og læste min bog, Mercedes Lackey: Children of the Night. Og så sad vi i kø på grund af vejarbejde i næsten en time (jeg er ikke helt sikker på hvor). Der var heldigvis en lille almindelig lygte i den laserlygte jeg havde købt, og lygten gjorde det muligt for mig at læse hele vejen i bilen, hvilket gjorde de sidste 6 timer med kørsel i mørke noget nemmere at udholde end turen ud havde været. Da vi endelig nåede frem til Denises hjem gik de andre en tur med hundene mens jeg tog et bad og så skyndte vi os i seng.

17/11 Fra Denises hjem til Simons

Fredag morgen startede vi med at tage hen til et sted som serverede "amerikansk morgenmad". Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise, men det var koldt og jeg frøs lidt da vi havde sat os udenfor og jeg sad i skyggen, mens Simon og Denise så ud til at have det fint, selv om de have shorts og t-shirt. Derfra tog vi hjem til Denise igen og hun tog i skole mens Simon og jeg kiggede i en telfonbog/lokalguide for at se om der var nogle indianerreservater i nærheden, men da det ikke lod til at være tilfældet blev vi enige om at bruge dagen på at slappe af og se anime i stedet. Denise kom tilbage og vi kørte hjem til Simon og gik en kort tur med hundene inden vi gik ned i byen og spiste pizza på et lokalt meget travlt pizzaria kaldet Big Lou's. De andre fortalte at det var deres faste fredagsritual at tage derhen og spise aftensmad, først cheesesticks og derefter en speciel pizza med ekstra fyld. Det gjorde vi også denne aften. Vi fik pizzaerne ind på nogle små stativer i udskåret stand og så fik vi en lille paletkniv til hver pizza og så var det bare at dele! Ret smart, og nogle gode pizzaer. Da vi kom tilbage til Simon viste det sig at vi alle var i filmhumør. Jeg kiggede hans filmsamling igennem men det lykkedes mig ikke at finde noget som både han og jeg havde lyst til at se, så vi endte med at sætte os ind i bilen igen og køre til den nærmeste Blockbuster for at finde en film der. Blockbuster-butikken var kæmpestor og deres nyheds-sektion nærmest grotesk stor - den fyldte 3 vægge i den ret store butik! Der fandt Simon en film kaldet Zathura, som han med begejstring omtalte som en efterfølger til Jumanji. Den viste sig at være glimrende!

18/11 Anime-marathon

Lørdag morgen startede vi ud med at tage på en ny morgenmads-restaurant. Jeg kan ikke huske hvad den hed, noget med P, og det var vist en større kæde. Da vi var kørt hen til restauranten var vi kørt ind gennem byen og havde derfor opdaget at Gators (Gainesvilles fodboldhold) spillede mod et andet hold, og derfor var Gainesville gået i fodbold-selsving. Så Simon og Denises oprindelige planer om at tage forbi universitetet blev aflyst, blandt andet fordi Denise godt nok kører på Florida-plader, men med reklame for Nebraskas Huskers, og hun nævnte noget om ikke at have lyst til at få sine dæk skåret op.
Fra restauranten tog vi hen i det lokale Mall for at se efter en termo-kop til mig - vi var inde i en Gator-butik, hvilket var sjovt eftersom vi i Lincoln jo havde været i en Huskers-butik.
Det lykkedes mig ikke at finde en termokop til mig selv, men til gengæld en til far. En lille, tyk, stærkt orange, plastikkkop med bred bund. Han havde selv ledt efter noget i den stil til sin båd uden held, så jeg håber han bliver glad for den.
Fra Mall'et tog vi igen hjem til Simon, hvor han viste mig mere anime. Denise så ikke meget af det hele, hun lå og læste og sov. Så da Simon havde introduceret 2 serier og vi ikke vidste hvad vi så skulle lave foreslog jeg at vi gjorde som vi havde talt om forleden og tog en tur i biffen. Det var de andre helt med på og vi blev også enige om at spise mexicansk til aftensmad. Da klokken på det tidspunkt var lige omkring 18 tog vi af sted med det samme.
Den mexicanske restaurant hed Don Pablo og den var glimrende. Jeg fik for første gang rigtige hjemmelavede tortilla-chips, hvilket adskillige restauranter tidligere har annonceret at de havde, men denne var den første restaurant hvor jeg har troet på det (og de var kæmpe store).
De havde happy-hour med 2 margaritas for 1's pris, så sådan et tilbud delte Simon og jeg. Denise fik en alkoholfri.
De havde en masse lækre ting og vi havde svært ved at bestemme os. Simon talte om at tage en fiskeret, men endte med at vælge en nyhed i stedet, med fajitas. Jeg valgte også en nyhed, fordi den i modsætning til mit første valg ikke havde bønner som tilbehør og Denise fik vist nok enchiladas.
Restauranten virkede ikke super travl, men vi endte alligevel med at vente ret længe, hvilket ikke gjorde så meget da vi fik genopfyldt vores chips og fik en udmærket dip, og tidligt havde fået vores kæmpe-margaritas.
Men da maden endelig ankom dukkede restaurant-manageren også op og undskyldte mange gange over for Simon da det havde vist sig at de var løbet tør for den chorizo-sauce de skulle have brugt til hans ret. Han sprang straks på fisken i stedet, men han fik alligevel tilbudt en appetizer som kompensation for at han skulle sidde og vente. Så han fik nogle chorizo-cheese-sticks og sin mad gratis - hvilket han syntes var helt fint, da han egentligt havde fortrudt sin første bestilling efter at have afgivet den. Jeg fortrød også min bestilling, men det var fordi det viste sig at tilbehøret til min mad alligevel var en skål med bønner og fordi min kylling var alt for stærkt krydret til min smag, men det smagte nu stadig godt det jeg kunne lide af det.
Efter maden gik vi forbi en boghandel fordi vi havde 40 mins ventetid inden filmen og derefter gik vi i biografen. Det var en gammel biograf med et kraftigt præg af 60'erne, mest i design. Og der så vi Happy Feet.

19/11 Hjem igen

Her til morgen vågnede jeg tidligt, allerede da de andre begyndte at pusle rundt ovenpå.
Vi spiste det knækbrød jeg havde købt i den skandinaviske butik i Estes Park til morgenmad og snakkede lidt, derefter smed vi mine ting i bilen og kørte. I lufthavenen købte de noget kaffe og satte sig med mig for at holde mig med selskab i de 2 timer der ville gå inden mit fly skulle lette, men jeg var nervøs for min afrejse og derfor rastløs og så havde jeg utrolig svært ved at høre hvad de andre sagde på grund af baggrunds-støjen, så efter 20 mins tillod jeg mig at sige at jeg ikke havde ro til at sidde med dem og sagde farvel.
Jeg sidder i øjeblikket i Atlanta Airport efter en gnidningsløs tur fra Jacksonville med en lidt for talende sidemand. Jeg har brugt mine sidste dollars på en sandwich og jeg er så klar til at komme hjem.
Jeg savner Henrik, min seng, mine ting, mine katte og mine rutiner. Jeg er træt af fastfood og at skulle opvartes og følge efter andre. Jeg savner min cykel og mit job, min kusine og min computer og jeg savner at være alene!
Jeg er nu glad for at jeg tog turen, det har betydet meget for mig at kunne tage den og jeg ved at Simon også har været glad for at se både mig og far (det fortalte han da jeg ankom til USA).

20/11 Endelig hjemme

Resten af turen hjem gik forholdsvis gnidningsløst. Fra Atlanta til Paris havde jeg utroligt svært ved at finde ro og de film de viste var de samme som de film de viste på udturen. Jeg fik læst det meste af resten af min 3. Mercedes Lackey bog "Jinx High", men var nervøs for om jeg kunne finde anden underholdning i Paris. Pigen jeg sad ved siden af var amerikaner og på vej til sin første tur i Europa, og hun var heldigvis mere interesseret i at sove end i at snakke med mig, hvilket passede mig glimrende. Jeg vækkede hende dog da der kom morgenmad 1½ time før vi landede og der snakkede vi en lille smule.
I Paris havde jeg 5 timer inden mit næste fly så jeg tog det stille og roligt og fandt også en ny bog i det meget magre engelske lufhavns-bogudvalg. Men jeg kunne ikke rigtig fokusere min koncentration om den - jeg var helt oppe at køre på rastløs energi og ville bare hjem! Jeg kunne ikke få et tidligere fly hjem selv om jeg prøvede, så jeg satte mig hen til min gate og ventede.. og ventede...
De var ved at bygge om i lufthavnen så ved den gate jeg sad ved (D02 tror jeg nok området hed), var der ca 120 gates, og jeg sad ved 53B, og til disse 120 gates var der i alt 2 kvindetoilet-båse, så jeg fik også en del af tiden til at gå med at stå i kø dertil, og lige som jeg endelig skulle til sprang en rengøringsdame ind foran mig og gjorde det rent, hvilket passede mig glimrende!
Der var praktisk talt ikke været noget sikkerhedscheck på vejen hjem. I Jacksonville kom jeg igennem en sikkerhedskontrol og i Paris skulle jeg vise mit pas, men ellers blev jeg kun tjekket for om mit boardingpass passede med mit pas-navn.
Men flyet hjem kom efter hvad der virkede som evigheder og det lykkedes mig at falde i søvn på den korte tur det var. Det var faktisk lidt spøjst for jeg ankom helt uden forsinkelser nogle steder selv om vejret var blevet værre og værre jo tættere jeg kom på Danmark.
I Kastrup var min bagage forsinket i alt 40 minutter, så da den kom tog jeg den og skyndte mig ud til busserne. Fra lufthavnen kørte 250S næsten med det samme, på Sundbyvester Plads skiftede jeg til 350S som også kom med det samme. På Nørrebrogade stod jeg af og gik hen til den pladeforretning som Møls arbejder i og afleverede den LP (gammeldags vinyl) som jeg med stort besvær og megen forsigtighed havde båret på siden af min håndbagage hele vejen fra Florida, og så gik jeg hen til 3A bussen som også var sød til at komme med det samme.

Kl. 17 var jeg endelig hjemme, kattene tog imod mig og gik straks igang med at undersøge mine tasker.
Jeg pakkede nogle ting ud og loggede på Wow for at sige hej og tjekke mails mens jeg ventede på at Henrik kom hjem.
Nej hvor var det dejligt at se ham igen!
Han havde taget aftensmad med op (kylling) og efter at have spist aftensmad hjalp han mig med at se hvad jeg var endt med af loot. Han var rigtig glad for de ting jeg havde taget med hjem til ham og virkede oprigtigt glad for at jeg var kommet hjem - og jeg nød det!
Kl 21 gik jeg kold og i seng. Sikken tur!